Chokoladens kropsideal (essay)

  Se, når man går ned af gaden og ser de tynde supermodeller der er på lufter kure og lever i Hollywood, der beder en om at æde en chokoladebar, med en tekst hen over sig, hvor der står, at du vil tabe dig to kg om ugen, hvis du æder den mørke chokolade, får større patter af den hvide og giver mændene rejsning ved mælkechokoladen. Så kan man sku da godt føle sig som en idiot, for du køber sku lortet med det samme. Det kan være lige til at brække sig over. Jeg kan i hvert fald mærke opkaste vende sig en gang oppe i munden på mig, inden den forsvinder ned i vommen igen. Men når man så får løsnet blikket fra de anoreksipiger og pumpede drenge og man rent faktisk skuer ud mod befolkningen, er det som to verdner. Vi stræber alle efter den, de fleste af os aldrig opnår. Men hvis jeg skal vælge, vil jeg da heller have det stykke chokolade og min lille vom, end at æde luft de næste ti år.

  Hvis jeg tager i Lagkagehuset, kan jeg få de små søde chokoladerug, der er så søde at de smelter på tungen og varmer ens indre så meget, at man nærmest føler at man brænder. Det er nærmest som en orgasme for ens hjerne, der er så overvældende, at man næsten helt glemmer, bare for et øjeblik, at alt den chokolade som det dejlige rugbrød består af, glider ned gennem ens system, og forvandler sig til det dejlige fedt, der sætter sig på alle de forkerte steder. Vi ender med at ligne en bold, i stedet for det timeglas, som nogen af de kendisser går rundt med.

  Vi kan selvfølgelig alle klistre to balloner på barmen og to på røven og tage et korset på, så vi ligner en hveps, der selv er blevet stykket fire steder. Men hvad fanden kan jeg gøre ved det, når ballonerne på bagen vil sprænge i det øjeblik, jeg vil sætte mig ned for at nyde den varmekakao med små chokolade småkager? Korsettets knapper vil nok også bare sprænge, når jeg indtager de få ting der gør livet vær at leve. Ja ja, ballonerne på foren vil nok blive siddende, men jeg vil hellere kunne se den søde chokolade, end at kigge ned på to flaske patter.

  Når jeg ser, på alle de unge piger der render rundt i deres store sorte T-shirts og stramme jeans, så skulle man tro, at de ville sprækker når de sætter sig i hug. Hvilket de også nogen gange gør, efter hvad jeg har set, når jeg siddet på de dejlige caféer på Nyhavn og nyder en brownie. Man kan også nogle få gange tænke sig, at gerne vil se ud som dem. Til tider når jeg da også helt dertil, hvor jeg tager en tur i fitness og rent faktisk prøver at skrotte den sødetand, men så går kæresten fra en og alle ved, at der er chokolade ens bedste ven. I sær når man hører, at han skrider fordi han syntes du ligner en oppuste chokoladebolle. Men hvad ved han også om det? Det er jo det med mennesker, de forventer jo alle, at ligne de luftædende piger, med boller på røven og barmen, men hvorfor kan jeg ikke har ligene et æble med overtrukket i chokolade, så længe jeg slev er okay med det? … Men det er jo lige det, for jeg får så mange skæve blikke, når finder de chokolade overtrukket nødder med en smugle laktris pulver på henne i Føtex. Jeg kan helt få lyst til, at smide chokoladerne på gulvet og græde over det fedt jeg er omringet af. Man vil ikke engang kunne lave bacon ud af mig, for det vil blive friturestegt.

Men ak ja, så ser man den næste marsbar og så glemmer man alt om dem igen. Jeg vil sku hellere bruge mine sparsomme penge på den, end alt den makeup der vil få mig til at ligne, at jeg er ti år yngre end mit trediveårige jeg, med det eneste den gør, er at forvandle mig ind til en pudderdåse.

 

  Jeg må dog sige, at min familie ikke altid kan forstå mig, ugift, uden karriere og med en appetit større end Kim Kardashian’s røv, de kan godt se lidt mærkelige ud, når jeg for tredje gang tager af mors chokoladeis. Men for fanden, der ville sku ikke være kropsidealer hvis der ikke var nogen som mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.