Jeg ved ikke, om du kan huske?

Det virker som åndssvagt længe siden, men i virkeligheden er det om kun få uger, et år siden, at vores historie startede der i bussen.

Jeg husker, hvordan jeg panisk søgte efter en at sætte mig ved. Hvordan jeg ledte efter en ven.

Og jeg ved ikke, om du husker, at jeg satte mig ved dig.

Eller jo, selvfølgelig ved jeg, at du husker det, for det var vist den dag, du faldet for mig.

Jeg husker, hvordan jeg fortalte om mit liv til en fremmede der bare sad ved min side.

Du hverken smilte eller sagde noget, du viste mig bare kniven, så jeg forstod.

Jeg ved ikke, om du husker, hvordan jeg prøvede at blive din ven. Hvordan vi mødtes, og jeg tilbød at gøre alt, for at du kunne lide mig.

Jeg ved ikke, om du husker, hvordan vi sad i kirken den nat, hvor musikken lød som om djævlene skreg.

Jeg husker, at du så ned på min mobil og spurgte, hvorfor i alverden jeg sad og skrev.

Jeg husker, at jeg fortalte om de ord, jeg skrev, var ord sat sammen til bønner, så Gud ville høre mine synder.

Jeg ved ikke, om du husker, selvom jeg gør, hvordan du faldet om den nat midt i juleglansen, ikke på grund af varmen, men på grund af julemanden.

 

Jeg ved ikke, om du husker, hvordan jeg skrev historier og sendte dem til dig, for at muntre dig op, når livet ikke lige orkede dig.

Jeg husker dog, hvordan du en dag stak mig en tusch, så jeg kunne tegne de cuts, som jeg endnu ikke forstod.

Jeg ved ikke, om du husker, at det til OSO det var, at vi havde formået at elske blodet højre end os.

Jeg ved ikke, om du ved, at det var denne dag jeg gik hjem med ”House of memories” og ville gøre det forbi.

Jeg ved, at du ikke ved, at en del af mig beskylder dig, for det var i virkeligheden dine billeder der triggede mig.

 

Jeg ved ikke, om du husker, det kys vi engang delte i februar engang. Du sad og sang i et badekar med flasken dinglende fra din hånd.

Jeg ved ikke, om du ved, at det var denne nat jeg faldet for dig og du blev til min skat.

Jeg ved, at vi begge manglede lykken, hvilket var grunden til, at jeg stak dig i ryggen.

Jeg ved ikke, om du husker, hvordan du flere og flere følgere fik, og jeg blev mere og mere deprimeret.

Jeg ved, at du husker vores vinterferie, hvordan drik nummer et blev til mere.

Husker du, hvordan tøjet fløj af, og du spurgte til elefantens sag?

Jeg husker i hvert fald imellem tågen, at grinene hurtigt blev erstattet af noget fjoget.

Husker du næste dag, der hvor du sendte den besked, der vagte sådan en ubehag?

Jeg husker, de sorte beskeder og hvordan skolen blev informeret.

Jeg husker, hvordan vi inden for tre dage havde blødt, råbt, skreget og sloges.

Jeg husker, hvordan du sagde farvel, og jeg ikke så dig igen.

 

Husker du, hvordan vi ikke sås?

Husker du de måneder?

Jeg husker, hvordan jeg elskede dig, mens cutsene blev erstattet af nye posts, som blev til beskeder med en fremmende, og jeg stadig så efter dig.

Jeg husker min eneste ven, selvom jeg udefra lignede en der var glad igen.

Jeg ved ikke, om du ved, at jeg blev erklæret rask… eller vent. Jeg ved, at du ved, at jeg blev erklæret rask, for jeg fortalte den fremmede, min eneste ven, om det.

Hun sagde, hun kom fra Spanien, og inden vi havde set det komme, havde du catfishede mig i en måned, og så var det ligesom omme.

Jeg ved ikke, om du husker, den seddel du lagde inden den skriftlige eksamen. På sedlen der stod, din sande identitet, på pigen i Spanien, min Instagram ven, selvom de alle var en.

“Everything it’s gonna be okay,” – Lonely_kid_103

Et løfte fra en, jeg ikke længere vidste hvem var.

 

Jeg ved ikke, om du husker, hvordan vi igen fik kontakt. Hvordan jeg desperat prøvede at skabe kontakt.

Jeg gjorte alt, for at du så, men i virkeligheden var du ligeglad.

Jeg ved, at du husker den nat, jeg blev fuld og drak så det slog mig ud.

Jeg ved, at du hjalp mig hjem, og at vi ikke sås foreløbigt igen.

Jeg ved, at jeg lagde an på dig.

Jeg ved, at jeg elskede dig.

Og jeg ved, at du hackede min dagbog og sendte den videre, til alle der var villige til at se den.

Jeg ved, hvordan jeg droppede dig, og hvordan vi igen fandt sammen.

Jeg ved, at jeg kom over dig, mens du til gengæld igen faldet for mig.

Jeg ved, at du ved, at vi igen fik kontakt, mens jeg var i Paris, og du var i Danmark.

Jeg ved, at du skrev til mig i fuldskabens tørn og hvordan en besked blev til en kærligheds roman.

Vi valgte at mødes en dag engang og pluslig blev det til en kæde af dem.

Jeg ved ikke, om du husker, at jeg flirtede med dig, men mine øjne var kolde og hjerte fjernt.

Jeg ved ikke, om du husker, at jeg spurgte dig, om du ville komme sammen med mig.

Jeg ved ikke, om du husker, de løgne jeg fortalte dig om kærlighed og blomster og dig og mig.

Jeg ved, at du husker, at jeg tog din mødom.

Og jeg ved, at du husker, at jeg droppede dig, for at tage dig tilbage samme vej.

Jeg ved, at du husker, at jeg flyttede min vej, klarede en uge og ringede så for at sige goodbye.

Jeg ved, du lige har oplevet at se mig igen, i den tro at de hele ville ske igen.

Jeg ved, at du troede, at jeg ville have været ked af det, men sandheden er, at jeg intet mærker.

Du ved, at du viste mig denne vej, at du blackmailede mig. Du catfishede og hackede og legede med mig, så hvad gjorte jeg?

Jeg knuste dit hjerte, for jeg troede, at jeg stadig elskede dig.

Vi ved begge, at dagene går.

Du sender stadig beskeder om åbnende sår.

Og jeg ved ikke, om du ved, at jeg læser dem, svare på dem, og sletter dem.

Og jeg er ked af det, hvis du ikke ved, at jeg i sandheden er kommet over dig, og jeg håber, at du en dag også vil komme over mig.

Så dette var sandheden om dig og mig. Et eventyr som du engang kaldte det.

Men mest af alt, fortæller jeg dig, for at være rar, at jeg i virkeligheden er en kæmpe fucking nar.