Blaze

Gruset rykker stille på sig under hælene. Den knasende lyd, blander sig med den rytmiske lyd, af havets bølger der kaster sig op mod stene, som jeg går på. Af og til kan jeg mærke, små dråber fra det kolde vand ramme mig og trække sig igennem mit tøj, så jeg får gåsehud. Havet følger mig hele vejen rundt om havnen, for at jeg kan komme ud til den røde pæl med den gennemskærende lys. Man kan ikke se, at pælen er rød på dette tidspunkt, det eneste der hentyder det er, at man ved det.

Jeg kan stadig høre ekkoet af Blazes ord.  Advarslen om at Viktor ville træde ind i værelset hvert øjeblik det skulle være, og hendes krop der forvandt fra min. Et sekund efter, var det som om, at der intet spor var af det kys.

Jeg træder væk fra grusstien og ned i det bløde græs der står gråligt resten af vejen hen mod det røde lys. Af og til kan man mærke de hårde klipper under mine sko, selvom det nok nærmere bare er spildt cement, efter håndværkernes dårlige arbejde med at få den faldefærdige havn til at se nogenlunde indbydende ud igen. Selv de vippende både ser ud til, at hellere at ville ud på det opblæste hav, end at stå en nat længere i den vindstille havn, selvom at det ville betyde, at mindst tre af dem ville miste masten på grund af vinden og fugten der har sat sig dybt inde i dem.

  ”Hvor skal du hen?” Hun har grebet fat i mit håndled, ligesom jeg skulle til at dreje rundt i svinget og ned af den næste trappe mod min gang.

Jeg står og ser lidt på hende. ”Bare ud og trække lidt luft,” Hun blinker ikke. ”Du kan bare gå ind til de andre igen. Jeg skal nok komme derop igen bagefter,”

Jeg kan se, hvordan hun stod foran mig i genspejlingerne i vandet, af de hvide både der ligger ræd på række. Jeg hopper ned på broen igen, for bedre at kunne se

Hun kigger lidt på mig.

  ”De kan vente,”

  ”De er dine gæster,” Jeg ser ned på hendes hånd, der stadig holder om mit håndled, og gør, at jeg ikke kan forlade hende, som jeg så inderligt ønsker. ”Hvorfor gik du overhovedet efter mig?”

  ”Fordi det er umuligt at være alene med dig,”

Jeg agner ikke, hvad jeg skal sige. Den varme følelse begynder stille at sitre i mine kolde hænder og brede sig op igennem mine arme.

Der lyder et blop et sted fra en af de andre broer. Jeg ved godt at det er åndsvagt, men en del af mig havde håbet på, at jeg ville have været den eneste der havde haft brug for at stikke af i nat, ud mod havet og vinden der river i en, så man tror, at man er ved at falde

  ”Katrine… Æh. Jeg er ikke god til sådan noget, men. Æh…” Hun ser ned mod hendes lyserøde sko, hvor der går en sort stribe igennem som bryder den tøsede kontrast der ikke eksistere omkring hende. ”Jeg kan sku’ godt lide dig,” Hun ser lige ind i mine øjne. Jeg tror ikke engang selv, at hun kan høre hendes skælvede stemme, eller mærke, hvordan hendes pupiller blev dobbelt så store på et spildt sekund.

Der kommer flere lyde fra broren nær min. Jeg kigger ind mellem masterne, men jeg kan ikke se andet end de flakkende lys der står langs fastlandet.

Et smil trække i min mundvige, men jeg lader det forblive gemt. Jeg finder kanten på hendes T-shirt. Hun ser stadig på mig med sorte øjne. Min hånd roterer hurtigt en gang rundt, så hun hives mod mig. Blazes parfume fylder mine næseborde, da jeg presser mine læber mod hendes. Hun griber hurtigt fat i de små hår i nakken, inden hun river sig løs.

Jo, lydene kommer helt klart fra broen lige i nærheden.

  ”Skulle du ikke have noget frisk luft?” spørg hun kækt, selvom det ikke er et spørgsmål og hun allerede er halvvejs oppe af trappen mod de andre. Jeg ryster på hovedet og smiler, mens mine hæle bærer mig ned mod udgangen.

Der kommer nogen små rystelser i broen, som om nogen kommer i rask trav lige imod mig. Jeg vender mig imod lyden, med en lille drøm om at se Blaze. Duften af hendes mandeparfume fylder mig, med havets saltede stank. Det begynder at boble inden i mig, mens jeg venter på, at hun træder ud af mørket. Jeg ved, at jeg vil kunne se hende hvert øjeblik.

Lyden af fodtrin bliver flere, og et af lysene på fastlandet går ud.