I stearinlysenes skær

Små skygger flagre ind over synshinden, og får stjernerne til at glimte mod den mørkeblå himmel. Der er ikke rigtigt mørkt i nu, men månens guldskær forgylder allerede alt omkring den.
Blyanten ligger med enden nede i det gennemsigtige stearin. Små bobler syder op omkring den afspillet ende. Dog kan man ikke se noget af den gullige lak i fyrfadslyset. Der er ingen der har tænkt over, at enden måske kan brænde. Nej, den ligger der, mens dusin af andre stearinlys blafrer rundt omkring i hele det lille køkken. Nogen enkle er allerede gået ud og kun det lille sølv glimtende bæger står tilbage, med den svidende duft af stearin. De står i dynger hen over det slidte køkkenbord. Mange minder har udspillet sig her. Alt fra de første skridt og første ord, til den første kærlighed der skal præsenteres for forældrene. De mørke hak i overfladen fortæller om dem alle.
Der står en sort bærbar på bordet. Skærmen er slået op og sangen der får en til at tænke på de glade juledage spiller stadig, selvom det kun er den sidste sommerdag i år. De bløde kærlighedstoner spiller i takt, med vindens susene der slår mod ruderne.
En smugle aske, fra de to tændstikker der tændte varmen og lyset, ligger spredt imellem resterne af de forsvundne kiks. Man kan svagt se, hvordan nogen af krummerne har udvidet sig, i vandet fra tårerne der ligger i en lille sø blandt dem. Tændstikæskens ene hjørne er også gennemblødt.
En svag duft af oregano svæver i luften, fra de tørrende stilke der hænger ned fra gardinstangen over vinduet der peger mod mosens tætte bryg.
Vinden dasker mod det klare glas i en beroligende rytme, der får det hele til at virke hyggeligere, end kaminens knitrende afbrydelser under et fortalt eventyr.
Vandhanen drypper stille. Resten af den nu ugenkendelige ret står i vasken med det brugte bestik.

Ordene hænger stadig i luften, selvom her ingen er. Fortællingen om himles mørke og de lysende stjerne. Et løfte om at være havets vuggende vise, i solens og månens skær. Man kan mærke, hvordan tiden frøs. Alt stod stille. At der intet andet var, end dem. Ingen lys, mad eller vind, der var kun dem og et øjeblik der varede et alterlys brændetid. En af dem havde nynnet med på melodien. De blide toner.
Der ligger en seddel på hjørnet af bordpladen. Den ene side er svagt krøllet, selvom det ligner, at den er blevet glattet ud. Ordene står stevet i kursiv. Tre små ord, der er aldrig er blevet sagt.

Bogstavere forsvinder i skæret og det sidste stearinlys går ud. Computeren er gået død og vinden er stilnet af. Kun sedlen er tilbage, med den blide duft af brændt stearin.