En mark

Ilden knitrer, mens flammerne langsomt bliver større. Nogen af skyggerne danser mod væggene. Jeg kigger ud af vinduet, men det er allerede blevet mørkt. Enkelte snefnug klæber sig op mod ruden, som om den var is, og de blot var, en nysgerrig børnetunge. Jeg stirrer ud, indtil det ene fnug er blevet til tusinde og har dækket bunden af ruden som et hvidt gardin.

Jeg sidder som tryllebundet og hører ikke, at Sommer har listet sig herind igen. Hun står med den lille runde bakke, med de store blå – hvide kopper der dufter langt væk af chokolade. Jeg kan lige se toppen af flødeskumsbjerget i min. Ved hendes ligger der to af småkagerne, jeg bagte i går. Hun sætter bakken ned og rækker mig den ene kop. Dampen svæver stille op mod egetræs loftet.

  ”Tak Skat,” mumler jeg med næsen begravet i flødeskummen. Hun sender mig et smil, der vil få sneen til at smelte. Småkagerne har hun allerede hapset og kun enkle krummer er tilbage. Hun har den sidste i hånden, mens hun sætter sig ned ved siden af mig, og lader hendes hoved falde ned på min skulder. Jeg kysser hende let på håret, mens jeg indånder duften af hende. Den har ændret sig flere gange hen over årene, men den har aldrig været så langt fra start som nu. Røg sløret er forsvundet, og den blide duft af kærlighed har langsomt overtaget den, med et strejf af vanilje. Jeg lægger armen om hende, og hendes hud brænder som altid. Jeg smiler for mig selv ned i flødeskummen, mens den knitrende ild slår et knald.

  ”Sommer,” hvisker jeg. ”Ved du, hvilken dag det er i dag?”

Hun ryster langsomt på hovedet, så kakaoen ikke spilder ud over siderne og ned på hendes lyse cowboybukser.

  ”Det er en snevejrsdag,” henånder jeg, mens flere fnug og vindes susene kan ses og høres udenfor. Hun siger ikke noget, men jeg kan mærke, at hun bliver tungere, og sofaens folder flere. ”Kan du huske den?” spørg jeg.

  Hun tager et sip af kakaoen. ”Svagt,” mumler hun.

Billederne af slottet og de store dynger viser sig allerede for mig, inden hun når at spørge, om jeg ikke vil fortælle historien igen. Jeg ved hun lyver, når hun siger, at hun ikke kan huske den. Det er en af hendes ynglings.

  ”Okay, men så skal du love at være artig og ikke afbryde,” driller jeg.

  ”Det ku’ jeg aldrig finde på. Medmindre du nævner Jake Gyllenhaal, så lover jeg intet!” Hendes grin får ilden til at knitre.

  ”Okay,” begynder jeg. ”Sommeren stod højt. Varmen kunne ses ude i luften med det slørende skær, der fik markerne til at smelte sammen med horisonten. De nyrådende blommers stank rakte en til næsen fra den anden side af landsbyen. Der var ingen spor af den regn der havde hærget sommeren lang. Solen bagte sagt igen,”

Sommer smiler. Det er den del hun altid kender og ved hvordan går.

  ”Et sted ikke langt derfra, kunne man høre traktorens rytmiske motor, hvor de hentede det første korn hjem, fra årets alt for sene høst. Men du var ikke der. Nej, du spejdede ud over det sted, der var dit fristed. Det sted hvor valmuerne kun var valmuer og ikke blod. Der hvor morgenfruernes sørgelige sang ikke blev sunget sammen med gråspurven. I stedet blev dine øre fyldt med sang fra jorden, himlen og vinden. De sang om hvordan dagene er lange, men årene korte. Om hvordan blomsterne kommer og går, og fuglene lever for at dø.

Du vidste det var en mark. Bare et sted hvor ingen længere kom, udover dig, der flygtede fra byens liv. Du så ikke skønheden i røgen bag bussen eller spejlbillederne i bygningerne. Nej, du kom herud på marken, hvor blomsternes blade skinnende i solen, mens små fugle fløj hen over dem og fløjtede. Du havde sådan lyst til at fortælle nogen om dette sted, et sted uden tid, men du havde ingen. Men hvis du en dag fortalte nogen, om de glimtende blomster, ville de blive til støv, og ikke engang et enkel stykke glitter ville blive tilbage, for at vise, at de engang havde eksisteret.

Du gjorde alt for at bevare din hemmelighed, indtil hun dukkede op. Du havde aldrig oplevet noget lignede. Husene i byen blev kunst, og røgen dækkede ikke længere for stjernehimlen. Til sidst kunne du heller ikke klare det længere, du fortalt din hemmelighed. Du fortalte om det sted, der aldrig måtte nævnes, du lovede endda at vise hende det. Hvilket du gjorde,”

Sommer stirrer ind i ilden. Hun hader den næste del. Hun ved aldrig, hvordan den kommer til at gå.

  ”Da i stod foran marken, stod valmuer flotter end før. Morgenfruerne var klarer i farverne og fuglene sang som aldrig før, men du kunne ikke mærke jorden, vinden eller himlen. Hun løb ud i herligheden, råbte at det var som et eventyr, men hun så sig ikke tilbage, og for hvert skridt hun tog, blev de til støv, indtil de susede mod himlen som sne og hun forsvandt sammen med dem. Kun fuglene blev tilbage, og fortalte, at dette engang havde været mere end en mark som alle andre. Men inden længe opløste de sig under solens hede. Kun det størknede blod blev og klæbede dig til kornet. Du blev dog ikke og så det, for du var allerede borte, flygtet fra din fejl,” Jeg holder inde. Sommer tager endnu et sip af kakaoen. ”For du valgte af dø der sammen med hende…”

Ilden stikker svagt mod huden.

  ”Du ved godt, du ændrer den fra hver gang, ik’?”

  Jeg nikker. ”Men er det ikke også en del af charmen ved den? Du ved aldrig hvordan den ender,”

  ”Jo, men den behøver ikke at være så voldsom som i dag,”

  ”Det ligger nok bare til mig, at hun skal dø,” Jeg ser ned på Sommers blå bukser. ”Jeg er ikke ligesom dig, ikke alt har fortjent en god slutning,”

Der er stille lidt. Vinden slår igen mod ruderen.

  ”Nej, men hun behøver ikke miste hende,”

  ”Det gør hun da heller ikke, de mødes igen i himlen… ” Sommer ruller øjne af mig og går ud for at hente noget mere kakao. Hun syntes den smager af sne og jul, men jeg ved, at hun i virkeligheden, skal ud og tænker over den. Jeg tror aldrig, at hun helt forstår, hvad det er jeg fortæller. Jeg prøver at smide tanken bort og tænke på noget andet, som kakaoens lunkende væske.