Busturen

Hun lægger det ene ben hen over mine lår. Hendes fod stikker en smugle ud fra sædet, men ingen af de forbipasserende bider mærke i det. Hun bøjer også foden svagt, hver gang nogen træder fordi os.

Bussen brummer svagt, lyden kan knap høres gennem høretelefonernes overdyngende musik, og den eneste grund til jeg ved brummen er der, er på grund af blide vibration den sender op igennem os alle.

Mine hænder hviler let på hendes lår, mens jeg scroller ned igennem playlisten med det tusinde af sange, der stort set alle minder om hinanden. Det bløde rock forsætter derudad, mens bussens hjul begynder at dreje rundt og ud af busstations parkeringsplads. De sidste af passagerne vælter forputtet om på de nærmeste sæder, inden roen atter sækker sig. Igen er det kun brummen og min musik jeg kan høre.

Den ene høretelefon hænger ned af hendes bluse. Den sidder fast i en af trådene fra den mintgrønne striksweater, så ledningen laver et lille bugt nedenunder hendes bryst, inden hovedet har fundet sin plads i sweaterens bløde folder. Min hænger på samme måde som hendes, dog bliver jeg ved med at flytte på det lille hvide plastik hoved. Jeg ved ikke hvorfor, men igen, jeg ved heller ikke noget.

 

Sommer har ikke sagt noget, siden vi stod på bussen, så jeg nøjes med at betragte de store træer, vi kører fordi, inden vi igen kan se de endeløse marker, hvor nogen af landmændene allerede er begyndte at høste, det tidligt modne korn og byg. Sommer ser ikke den vej, hun sidder sådan, at hendes ben ikke tillader det. I stedet spejder hun ud ad vinduerne på den anden side, ud mod de rødstene huse, der er så pæredansk, at det næsten går ondt at se på. Nogen gange kan jeg mærke, at hun ser over på mig, men jeg lader som om, at jeg ikke mærker det. Jeg vil ikke have, at hun ved det. I stedet lader jeg som om, at jeg ser på mennesker. Der er mange forskellige med bussen, det er der altid. Det er fuldstændigt ligegyldigt hvilken bus man tager, det vil altid blive bekræftet.

De første der står af, er et søskendepar på omkring de fjorten, vil jeg tro. Deres mørke kulør og smukke krøllede hår skinner, blandt den kedelige hvide masse af deprimerede danskere. Jeg ved godt hvem de er, de var engang vores naboer, men så så mor deres hudfarve og så var det ellers slut. Mere ved jeg ikke, jeg var for lille til rigtigt at kunne huske det, og de var selv kun spæd dengang. Det er kun på grund af et billede, at jeg ved, hvem de er nu.

De næste der står af, er en ældre herre. Han løfter svagt sin lille mærkegrønne hat, der til forveksling ligner Bonderøvens, så buschaufføren kan se det i bakspejlet. Han tager lidt længere tid om at komme ud. Døren lukker stille bag ham, og han står stadig og venter bagefter. Han læner sig op ad sin stok, der står lige foran ham, så den er lodret med linjen af knapper i hans pullover over skjorten. Han vinker med en rystende hånd, da vi kører videre. Det kan godt ligne, at han tager denne bus hver dag. Jeg overvejer at spørge Sommer om det, men hun har et fjernt blik i øjnene, så jeg lader vær.

 

Der er allerede blevet trygget stop. Damen der tydeligvis engang har været smuk, står foran udgangen og venter på, at dørene vil slå sig op for hende. Hvis hun bare trådte et skidt tættere på mig, vil jeg kunne række ud, efter hendes hår der glimter, i det varme sollys der står lige ind af ruderne. Jeg gider ikke kigge på hende, jeg kender allerede hendes type. Mor er jo sådan en.  Så jeg lader hovedet falde bagover, indtil det rammer de hårde bussæder, og mine øjne blive befalet i af lyset og varme fra solen.

Sommer ser igen på mig. Jeg kan mærke det, selvom mine øjne er lukket. Jeg prøver at smile til hende, selvom jeg ikke rigtigt ved, hvor hendes blik hviler. Jeg giver op, jeg har ingen fornemmelse af det, mens vinden fra ovnvinduerne samtidig lader den blide eftermiddags luft suse ind mod mit ansigt, sammen med damens parfume længere fremme der dufter af blomster og honning. Det er næsten lige så sød en blanding som farmors honningkage, det her er bare bedre, for farmor kan ikke rigtig bage når det kommer til stykket. De smager altid brændt.

 

Sommer ser igen på mig, den her gang er jeg sikker. Jeg åbner øjnene, og det tager mig et øjeblik, inden jeg kan se de gule stænger og grimme sæder omkring mig. Jeg ser over mod Sommer.

  ”Hva’ så?” spørg jeg.

  Hun ser indgående på mig. ”Du dufter bare af Katrine. Lagde bare lige mærke til det,”

  Jeg smiler. ”Så længe det ik’ er andet,”

Hun ser eftertænksom på mig.

  ”Hvad? Er mit hår banans eller noget?” forhører jeg med et grin.

Hun trækker lidt på det, men siger endelig ”Nej, vi skulle bare have været af for to stop siden,” Hun blinker et par gange, med de korte øjenvipper. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal sige.

  ”Vi tager bare næste stop så,” hvisker jeg, med et lumsk smil på læben, inden mit hoved igen falder bagover og jeg falder hen. Eller stoppet efter igen, tænker jeg.

Et sted ubevist, registre jeg, at hun tager min hånd.