Morgenstund

Små stykker af støv svæver igennem luften som krystaller, i solens første morgenlys. Den kolde morgenluft danser ned i mine lunger og fylder mig med håb. Jeg kan dufte, hvordan dagen vil blive varmere, og blomsterne vil være omringet af summede bier. Min ene finger hviler let på galenet, mens jeg træder op af det næste trappetrin. Her er stille, udover knagen der kommer fra trinnet under min vægt. Jeg kan svagt høre, fuglene der synger de første sange ude på grene, igennem de åbnede vinduer, der få den kolde morgenbrise til at flagre med gardinerne. Jeg ser op mod den overfyldte bogreol der står for enden af trappen. Jeg stanser op, så solen luner på min kind. Mine øjne kniber sammen. Et lille stykke af de svævende krystaller, sætter sig i mine øjenvipper. Jeg lader det blive. Den skinner ind mod mit indre i alle regnbuens farver af en solnedgang, selvom klokken knap nærmer er halv fem. Jeg forsætter op, mens jeg genkalder mig hendes duft uden røgen. Jeg kan føle, hvordan den omfavner mig, som om jeg står i hendes favn.

 

Mine hænder løber hen af bogryggene, mens hver historie, om de er uge eller årtier gamle, strømmer igennem mig, som det er min egen. Jeg kan føle, hvordan Tom Ward bliver pryglet under hans nye mester, og hvordan blomsterne springer ud i andre. Selv de små detaljer om bagerrigets duft, og følelsen af hans hånd mod hendes hud, føles levende, mens jeg træder igennem døren indtil den sjæl opslugte gang.

Rummet lukker sig omkring mig, og alt hvad mine sanser havde gennemlevet for blot et vingeslag siden, er væk med en lussing mod mit ansigt.

De mørke skygger kravler op af mine bare ben og op ad mine lår, indtil de klamre sig om mit bryst. Den stikkende fornemmelse graver i mig. En efter en begynder de at hamre sig mod det, indtil det brister, og langsomt fortager mit hjerte. Temperaturen falder yndeligere, indtil jeg kan mærke, hvordan min næse bliver rød, og frosten sætter sig i mit hår. Skridt for skridt, kommer jeg tættere på, den hvide dør der står på klem og viser, at der stadig findes et sted udenfor dette. Selvom jeg forestiller mig, at mine læber allerede er blevet blå. Hvert skridt bliver tungere, mens jeg kæmper mig mod døren. Jeg stirrer op mod loftet og prøver at kæmpe mig ud af mine egne forstiller om hvordan det hele ser ud. Væk fra de flyvende krystaller og mørket der fortager. Jeg prøver at hvisker til mig selv, at det ikke findes, selvom mit hjerte æder hver stavelse.

 

Jeg opgiver at finde en stikkontakt på vægen, selvom alle mine atomer har afsøgt et hvert hjørne for en. I virkeligheden havde jeg blot forsat mod døren.

Det er en lettelse, da jeg kan føle træet mod min håndflade, og igen kan indånde den friske morgenluft fra vinduets åbning, efter at have skubbet den tunge dør op.

Et kort stik af brænde hvidt lys mod mine øjne, inden jeg ser hende. Jeg kan mærke al varmen brede sig i hele min krop.

Jeg lukker døren bag mig, og alt det andet forsvinder. Rummet smager svagt af søvn og blomster bagerst i min mund. Hun ligger med ryggen til mig med dynen trukket godt op til sig. Hendes hår ligger tuselet ud over hele puden. Jeg trækker svagt på smilebåndet.

Jeg går rundt om sengen, og sætter mig ned på den. Fjenderne dykker under min vægt, men de knager ikke. Hun sover stadig. Jeg lader min hånd fjerne et stykke hår fra hendes ansigt, så jeg kan se hendes lukkede øjne. Hun ser så fredfyldt ud. Så ung.

Dynen er svagt løftet, mens jeg lægger mig ind under den til hende. Mine kolde fødder strejfer hendes. Jeg lægger armen om hende og trækker hende ind til mig. Hendes nattrøje kilder mod min hud. De sidste lilla stråler forsvinder fra himlen.

Jeg lader mine læber presse sig ind mod hendes pande. Den smager svagt af salt. Jeg begraver mit hoved ned i hende hår, og indånder. Hun dufter som hun altid gør, at hjem og eventyr. Jeg lukker øjnene og lader mig falde hen, mens hendes krop brænder mod min.