Et minde

Lyset forsvinder ned over bakkerne, mens mørket breder sig som et tæppe over landet, foran mine øjne. Temperaturen i rummet svinder langsomt i timerne der går, mens skyerne driver videre over Atlanten mod eventyr. Jeg kan se, hvordan de sidste gyldne stråler med et lilla skær lyser voldsomt op som en stjerne, inden de udbrændes, og vi atter er omfanget af det dunkle. Jeg forsætter med at se ud af vinduet, som jeg stadig kan se, fuglene der sad på grenene og pibede, eller kornet der stod og svajede i vinden, mens jeg kunne høre, mine jævnalderen grine nede på landevejens cykelsti. Det eneste der er tilbage fra lyset, er mit spejlbillede der stadig stå og ser ned mod de tomme marker. Blikket, jeg prøver at bilde mig selv ind, er dødt. Et blottet ansigt. Jeg kan se, hvordan rynkerne vil komme til at forme mit ansigt om små tyve år. Linjer der vil tegne alle mine år op. Jeg vil aldrig kunne slippe fra det. De gamle skader, den knækkede tand og det lille ar på øre. Selv de vil være der til den tid. Jeg prøver at se, om jeg kan skimte ud mellem genspejlingen og ned på natteravnene, der har kravlet ud af deres skjul. Men lige meget hvor meget jeg prøver at presse min øjne sammen og fokusere på den friske natteluft, der får mig til at føle som en lille pige igen, kan jeg ikke se dem. Hverken for mørket, lyset fra min mobil, der på en eller anden unaturlig måde får lyst hele mit værelse op. Alt jeg kan se er, hvordan min krop læner sig op af væggen, ligesom jeg gjorde tideligere. Jeg kan stadig set det for mig, selvom det er en solnedgang siden. Hvordan solen fandt sin vej igennem skyggen til at danse i hendes hår, som sol mod vandet på en sommerdag. Det gav næsten den effekt, med resten af farven i hendes hår der var blegnet. Hun sad med cigaretten i hånden og pustede røgen ud i verden. Jeg behøvede ikke at stå ved siden af hende, for at kunne genkalde lugten, af den lidt for gamle røg i tøjet og den nye gifte der vil lokke en hver flue ind i et væv. Jeg fortryder, at jeg var så hård mod hende. Jeg skulle have holdt min kæft.

Vi havde begge vidst, hvorfor vi var der, men ingen af os havde turet sige noget om det. Det ene tomme emne efter det andet blev udtømt, ligesom en kagedåse i januar.

Min hånd glider automatisk ned af kjolen, som om hun står her nu. Det havde jeg også gjort for nogen få timer siden. Trådt frem mod hende. Alt for tæt. Selvom det kun lige er sket, føles mindet så gammelt og slidt. Jeg kan næsten ikke huske det længere, så nedslidt er det, med kaffepletter ude i hjørnet og en duft af småkager og ja… ungdom. Et minde.

Min hånd havde akavet fået viklet sig ind i hende. Vi holdte ikke i hånd, vi rørt vist ikke engang ved hinanden. Hun sad bare der, på den stå mur der afdelte Føtex top og fortovet fem meter længere ned. Hun virkede ikke bange for at falde. Hun virker aldrig bange for noget. Den svage varme der steg fra hendes krop, igennem sommerregnen der piskede ned blot en meter fra os, føltes som et blus under syd polen.

Jeg trækker mig væk fra vinduet og ser ind i det rum, jeg kalder hjem. En seng, et spejl og en sæk med tøj. Hvis det ikke havde været for hendes bløde stemme og livlige sjæl, havde jeg måske ikke kysset hende. Hvis bare jeg ikke have gjort det, så have jeg heller ikke glemt, hvordan det var at holde hendes hænder i mine, mærke hende læber og mine forvirret over hvad der foregik og hendes hoved mod mit bryst bagefter. Hvis bare det aldrig var stoppet.

Jeg kan mærke en tåre trille ned af min kind, inden jeg sender en besked til min kæreste, om at han er dejlig. Jeg trygger send, og væk er beskeden samt mindet om hende.