Lækker

Farveblyanterne ligger ud over hele gulvet sammen med klistermærker og andet skrammel. Jeg har slæbt det med op fra kælderen. De har nok ikke været i brug siden dengang, jeg stadig syntes far var cool, og mor var pæn. Men sådan er det vel altid, ting ændre sig. Det ved jeg i hvert fald, at jeg har gjort. Jeg skimter op mod spejlet med den grønne ramme der står på jorden og tårner sig op over mig som en skyskraber. Jeg kan se mig selv i det. Nogen dage undgår jeg det helt. Lægger et lagen eller tæppe over det. Men det er anderledes i dag. I dag kan jeg ikke undgå det. Det er overalt. Alle steder. I mors grå øjne, der ellers kun dur til at glo på fedt i friture. I fars ølvom og i Thomas’ slanke skikkelse. Jeg har ikke engang forladt huset, og alligevel kan jeg høre verden råbe det ind ad vinduet, det jeg allerede ved. ”Du er FEEEEED Dorthe,” og det eneste jeg tænker som svar er, at jeg altid vil være fed.
Det kunne lige så godt have været for fem minutter siden, at jeg for første gang fik at vide, at jeg var tyg. Eller det var ikke det de sagde, for jeg trådte ind ad døren til klassen i samme øjeblik mit navn var blevet nævnt. Ninna rede den med at, jeg bare havde ”kraftige knogler” og at Line fra parallelklassen er langt tryggere end jeg, og en masse andet crap jeg ikke længere kan huske. Jeg kan huske, at jeg smilede. Jeg troede på dem. Jeg havde bare kraftige knogler. Der var intet galt med mig. Intet.
Sundhedsplejersken sagde også det år for første gang, at min vægt begyndte at se normal ud, i stedet for at svæve de der to steger over den steg som Ninna og de andre kællinger lagde under. Det var jo ikke mere end en centimeter på hendes computerskærm, men alligevel føles det som om at den røde steg bare forsatte op og ude af computerskærmen, indtil den forsatte op til loftet hvor den alligevel ikke kunne bryde igennem, fordi den var for slap. Lidt ligesom når man ser en cola med mentos i. Det så sådan ud inde i mit hoved, bare med en rød streg af fedt i stedet.

I niende var det anderledes. Jeg kunne nogen dage endda se mig selv i spejlet og smile. Jeg begyndt at få komplimenter fra lærer om, at jeg så tyndere ud. At de var så stolte over, at jeg endelig ikke var i farezonen. Jeg vidste aldrig, jeg havde været i farezonen. De kunne lige så godt have sagt, at en havde taget en nål og pikket den i min mave, så det havde sagt Pffffff.
Folk begyndte at snakke med mig. Mennesker jeg havde kendt i årevis, men enden havde holdt sig væk fra mig, fordi jeg var mærkelig, skræmmende eller fed. Nok mest fordi jeg var en oppuste hval. Ja, det var nok derfor. For hvem vil være venner med en hval, hvis man selv er et stankelben? Jeg vil jo bare mase dig, ik’?

Så begyndte Ninna at tage på ud på slutningen af året. Line og jeg der havde endt med at holde sammen det meste af folkeskolelivet. Ja, for ingen andre ville os jo. Vi kunne ikke fryde os mere. At se hende danne den lille dobbelthage, der aldrig rigtigt vil forsvinde, i sær ikke når man SMS’er. Eller se, at den skriggrønne bluse hendes eks havde givet hende, ikke længere fremhævede hendes Barbie agtige talje, men mere den lille delle der altid kommer ud over buskekanten. Eller i mit tilfælde, ligner det mere et doughnut tabet sammen af badebolde.
En af dagene sad Line og jeg over i hjørnet af klasse. Det sted hvor sollyset stadig kunne komme igennem vinduerne og ned til det gudsforladte sted mellem fængsles murerne. Ninna havde siddet over ved et bord i den anden ende af klassen, sammen med pigen alle kan lide. Selv jeg syntes, at hun var flink. Det halvlange brune hår og det søde smil. Jeps, hvem vil ikke falde for det lort. Men selv hun så det. Jeg ved nu, at kommentaren er latterlig, men den dag var det det bedste ever! At hører hende sige til Ninna, som ellers er så perfekt så perfekt, at den jakke hun prøver at skjule hendes mave med, kun fik hende til at se større ud, fik et smil så stort på mine læber til at bryde frem, at selv Lucifer ville have skrammet sig over det. Hun havde smidt en mindre kommentar om, at hun burde droppe slikket efter skole bagefter. Det var som om hun nærmest fodrede os med hævn hormoner. Jeg kan stadig se hvordan lyset skinnede i Ninnas vest og lugte madpakke stanken der hang over hele stedet som en forbandelse. Det er de dage jeg savner nu.

Når man endelig slipper væk fra dem. Alt det man holder som grund for at man stadig er fed, selvom man har tabt hvalpefedet og ikke længere ligner en kartoffel, og rent faktisk kommer ud og ser nye steder. Oplever de ting alle altid snakker om. At være ung, erfare noget. Druk, kærester, venner. Alt! Musik der strømmer igennem ens åre, som det var blod. Forelskelser der varmer hele sommerluften, selv langt ud på sensommeren. Venner der få en til at grine sig selv til en sixpack. Du ved, livet. Det er der man indser, at du ikke er god nok til at være sammen med dem.
Du begynder at få sendt mærkelige blikke, når du går ned af gangene på ens efterskole, for at gå i det der nattøj, der føles som om gud har rørt ved det, fordi det er så blødt. Man begynder at se hvordan pigerne drejer hovedet, hver gang man nærmer sig dem. De gider ikke engang dæmpe deres stemmer når du krydser dem. Man hører flere og flere af drengenes kommentere. De bliver aldrig sagt højt til en, men kommer som et smæk i røven, eller en hæs hvisken, om at man bør i det mindste smide mormorarmene. Blikke. Gud ved, hvor ondt de gør. Og så kan folk ikke forstå, hvorfor jeg har ar. Det er som om, at hvert blik var en laser og har brændt hvert ord, de tænkte om mig på min hud. For jeg så hver af de ord, hver gang i spejlet. Nej, ikke kun hver dag, hvert fucking sekund af mit liv blev de råbt inde i mit hoved. Og hvis stemmen derinde endelig var for træt til at råbe dem, ville en anden med glæde skrige dem til mig, selvom de var tavse. Bare en forlænget tinnitus og en følelse af, at ens krop aldrig vil stoppe med at ryste.
Det er der du begynder at droppe at spise smør og sovs. Det er der du ikke længere ved hvad snacks er. Du kan hører, din egen mave rumle igennem den klappende forsamling af elever til morgensamling, efter der var blevet sunget op af Grundtvigs salmer.
Jeg husker, hvordan jeg hver dag efter skole tog den samme T-shirt på, samme farve som Ninnas dengang, og gik ud af døren, ned af trappetrinnene og løb ud til togskinnerne. Jeg indrømmer gerne, jeg hader at løbe. Det føles som om man løber lige ind i to fyrer, der parterer ens krop med to knive i brystet, indtil lungerne ligner rosiner.
Du kan godt se i spejlet, hvordan dine kraveben står smukt frem. Du ser at din mave næsten er flad. Du ser næsten godt ud. Indtil du ser ordet ”lækker” stå hen over spejlet. Du ved, det din kæreste hvisker ind i dit øre med hæs stemme, som om han har røget en pakke smøger, inden han spørg, om du vil give den op. Han vil lade sin hånd finde sin vej op gennem din trøje, inden har fortæller dig, at du er fed og lækker, igen. Hele ens krop sitrer.

Jeg ser ned på farvekridtet. Jeg har fået tegnet skemaet op. Mandag, tirsdag, onsdag og så videre. 24/7, ingen afslutning, kun en start.
Lækker. Jeg hvisker ordet for mig selv. Jeg nærmest smager på det. Det smager surt. Jeg tror, jeg er den eneste tøs på planten Jorden, der må tænke det ord som et skældsord eller nedværdiget. Men igen, jeg er mærkelig, for jeg er jo fed. Eller det blev jeg. Han droppede mig lidt tid efter, ham kæresten. Det hele kørte til sidst op i en spids for mig. Og den ene dag fra den anden droppede jeg løbeturen og begyndte at spise igen. Det er derfor jeg sidder her nu. For den lille hval der blev nedgjort i syvende, er blevet til en blåhval siden. Det er lige før at lægen vil flytte ind.
15 minutter. 30 minutter. 60 minutter. Jeg bliver ved med at tilføje regler og tider og alt muligt andet lort, jeg sikket ikke kommer til at overholde. Men hvad vil man ikke gøre, for at blive tynd. Jeg vil jo bare gerne have, at du skal kunne lide mig. Finde mig lækker…
Jeg smiler til mit spejlbillede. Badeboldes doughnuten er større end normalt. Jeg kan svagt skimte mine ar på den og strækmærkerne i siden. Jeg vender blikket ned mod mine fødder. I det mindste kan jeg stadig se blodårerne på dem.