GL – Din nummer to (3)

”Fuck, fuck, fuck!” Jeg kan mærke blodet forlader mit ansigt, mens jeg bliver mere og mere urolig.

Natali tager min mobil ud af hånden på mig og scroller ned gennem Olsens og mine beskeder. Jeg ved, at han kan lide Natali. Jeg ved, at hun intet vil have med ham at gøre. Hvis han nu bare var taget med til løbet, så ville jeg kunne snakke med ham om det. Men han skulle selvfølgelig blive tilbage på skolen, mens jeg er fanget her.

”Holy shit, Julie. Hvad fanden skete der lige der?” Natali ser helt skræmt ud. ”Det kom bare ud af det blå.”

”Jeg ved det. Jeg blev bare så fucking vred.”

Jeg tager min mobil igen og ser ned på beskederne. Vi havde flirtet. Aftalt et væddemål om et kys som indsats. Få beskeder efter, jeg ved ikke engang hvordan, ødelagde jeg det. Ud af det blå angreb jeg ham. Det eneste jeg er sikker på er, at jeg havde tænkt på Natali imens, jeg havde skrevet beskeden. Det var blevet efterfuldt af et aggressivt svar fra ham og så stilhed.

Jeg lægger mobilen væk. Der er ikke mere jeg kan gøre alligevel. Jeg ser hen på Natali.

”Jeg har ødelagt det hele. Har jeg ikke?”

Hun rynker brynene og siger i stedet, at løbet begynder nu. Vi rejser os. Jeg bliver ved med at se beskederne for mig. I det mindste vil jeg kunne få afbrændt noget af min vrede til løbet. Jeg kommer ikke til at overholde en eneste af mine løbe aftaler. I sær ikke den med Pernille. Jeg tror hun vil forstå det… Lige bortset fra, at jeg ikke kommer til at fortælle hende om det her.

 

*

 

Jeg tager en kort video af fyrværkerigt og sender det til Olsen.

Julie- Det er smukt. Vil ønske, du var her at se det

Han svarer. Han sender en video. Jeg kan mærke en kriblende i maven. Jeg trygger play, da den endelig har loadet færdig. Jeg tager mig op til ørene, inden jeg når at registre hvad der sker. Larmen skær igennem mig som en kniv. Teksten angry mood står hen over skærmen. Aws, den gjorde sku ondt. Hvad skal jeg gøre? Det var en fejl. Det er min skyld. Jeg vender blikket op mod himlen. Fyrværkeriet er næsten forsvundet, og man kan kun svagt skimte månen. Jeg trygge en lang besked ind til ham. Jeg prøver virkelig at forklare det hele. Sandheden. Hvordan jeg tror, at han og Natali har noget sammen. Om hvordan jeg virkelig godt kan lide ham. Jeg får et ok tilbage. Jeg føler et hul inde i, men ignorer det. Jeg jo god nok, ikke?

Det er ligesom med gruppen, jeg ved ikke helt om de gider mig, eller bare finder sig i mig, fordi de ikke har noget valg.

Julie- Kan vi ikke snakke om det, når jeg kommer tilbage på skolen?

Olsen- Ok. Hvor?

Julie- Det skal være et sted hvor ingen afbryder os… Jeg vil ikke have nogle lytter. Rygter bliver bare spredt så. Hvad med en af vores værelser eller udenfor?

Olsen- Udenfor er mindst romantisk. Foran Kvickly døren klokken 23:00.

Julie- Perfekt.

Jeg ser trist ned på skærmen. Den går i sort. Natali kommer løbende hen til mig. Hun må lige være kommet i mål.

”Jeg skal snakke med ham, når vi kommer tilbage på skolen.” hvisker jeg. Jeg kan mærke tårnede i øjne. Det er fuldstændig ligesom med Lasse. Det starter og slutter altid med et skænderi. Olsen er blot et sølle crush. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg går efter ham. Jeg ser op mod himlen. Inderst inden ved jeg jo godt, det bare er fordi, at jeg ikke vil have at Natali skal have ham. Hvis det ikke havde været for det, måtte han for min skyld sku godt sejle i sin egen sø.

”Det skal nok gå,” Hun ser op mod himlen sammen med mig. ”Kom, skal vi ikke gå tilbage?… Vi kan altid kigge på biler?”

Det får mig til at smile. Natali har seriøst et eller andet med biler.

”Jeg så en vildt hot Tesla, da Johanne og jeg gik. Det var lige til at få orgasme af, bare af at se på den.”

Jeg ler, inden jeg augmenterer for at Audi er bedre. Hun ser på mig med store øjne.

”What?” udbryder hun, inden vi begge bryder sammen af grin.

 

*

 

Olsen- Hvornår kommer i?

Julie- Vi er der snart. Jeg skal lige i bad først. Du må finde dig i, at jeg har nattøj på. Orker ikke til at skrifte

Olsen- K

 

Jeg smider trøjen og mobilen på sengen. Fanden må tage den knægt, og det K han bliver ved med at skrive. Han kan da i det mindste skrive okay? Jeg binder håndklædet rundt om mig. Jeg har sæben i hånden, mens jeg går mod bruseren, tæppet kredser under mine fødder.

”Hvem er det?”

”Julie,”

Johanne åbner døren. Badet ved vinduet er frit. De er færdige og står og snakker. Pernille går i det øjeblik, jeg kommer. Johanne og jeg er alene.

”Hvad har du tænkt dig at gøre med Olsen?” spørg hun.

”Jeg ved det virkelig ikke. Sige sandheden tror jeg,” Hun lader sit lange og plask våde hår svinge til side, inden hun tørrer det.

”Knæk og bræk. Du kommer til aftenkaffe bagefter, ik?”

”Jo, self.” men jeg trækker på det. Hvis han disser mig, er jeg ikke sikker på, at jeg magter at sidder og smile og lade som ingenting over for dem alle sammen i en halv time, inden jeg får lov til at fortælle, at han har ”knust mit hjerte”. Hvis det bare vil være sandt. Johanne tøffer ud af døren. Jeg kan høre hendes skridt giver genlyd gennem gangen, inden det brusende vand rammer mit ansigt og spreder en varme helt ned til mine tær.

Jeg fletter hurtig mit hår, inden jeg tørrer min krop. Rebeca står ude på gangen. Hun har kun g-streng og en alt for lille BH på. Den hænger en smugle skrævet og er skrigende pink. Jeg smiler kunstigt til hende. Det er ikke første gang, vi ser hende sådan, og så med hendes lang blonde hår der er sat op i en sjusket tot. Jeg prøver ikke at fnise, da jeg lunter forbi hende og drengene der sår i trappeopgangen.

Jeg finder en let top, og et par alt for korte shorts med sort, grå blomster på. Nattøjet er ikke ideelt, men det er bedre end en rød sweater med maling pletter. Jeg griber en lang trøje, inden jeg kaster et sidste blik på klokken. Jeg skulle have været nede ved hoveddøren for ti minutter siden. Jeg løber ned af trappen. Der er både stemmer foran mig og bag mig. De andre er nok på vej til aftenkaffe. Jeg stopper kort foran glasdøren, mens nogen passerer. Det er nu eller aldrig. Jeg retter hurtigt på fletningen, inden jeg træder ud gennem døren. Jeg ved ikke, hvad jeg har forventet. At han vil stå for enden af trappen og tage min hånd. Men jeg ved, hvad jeg ikke har forventet, at jeg ikke kan se ham. Hvor fanden er han? Han står ikke under mit vindue, selvom det ville have været  vildt romantisk. Heller ikke ved bænkene eller ved den anden dør. Jeg står et øjeblik. Han kommer nok ikke. Jeg drejer om på hælen, klar til at gå ind igen, da Olsens råber. ”Jeg er her,” Jeg vender mig hurtigt om mod ham. Jeg havde virkelig ikke set ham. Gud, hvor pinligt. Han får i det mindste får et billigt grin ud af det her helvede. Jeg går langsomt ned af trappens trin, og over mod hækken og ham.

”Hej,” mumler jeg. ”…Undskyld, jeg overreagerede.” Jeg ser op på ham. Det er mørkt. Jeg kan kun lige skimte omridset af ham.

”Det er okay…”

”Nej, det er ej. Det var forkert af mig, og det er jeg virkelig ked. Jeg. Jeg… Jeg blev bare så såret, da det endelig gik op for mig, at du har følelser for Natali,”

Der er en lang pause hvor han ikke siger noget. Bladene fra træerne suser om benene på os, selvom det er vindstille, det er kun sensommer. Jeg prøver at se, om jeg kan se, nogle af hans ansigtstræk, men det er for mørkt.

”Jeg kan ikke lide Natali… Jeg brugte hende bare, for at gøre dig jaloux. Og det virkede tydeligvis,” Han griner over sin egen morsomhed. Jeg griner ikke. ”Plus, jeg troede, at du havde noget med ham der drengen fra jeres klasse, ingen kan lide.”

”Det har jeg ikke!” Jeg kan mærke arrigskaben prikke i huden kort.

Der bliver stille igen. Hvis det her har været en film eller en romantisk bog, vil vi skulle have kysset nu og leve lykkeligt til vores dages ende. Men det er ikke en bog eller en film. Noget siger mig, det hele blot lige er begyndt, på den måde mit hjerte galoperer afsted.

”Men har du noget for Natali?”

”Hun er da meget sød. Men jeg troede jo, du havde noget med ham der drengen. Jeg vil jo bare ikke stå selv.” Han ser ned mod asfalten. Han ser ikke så charmerede ud, som han tror. Kan han i det mindste ikke bare indrømme det hvis det er.

”Jeg gider ikke være nogens andet valg. Det har jeg prøvet,” Jeg får knap nok udtalt det sidste ord. Jeg kan mærke, at mine håndflader er blevet svedige, selvom sommernatten er begyndt at blive kølig.

”Det er du heller ik’.”

Jeg står og ser op på ham. Lugten af frisk græs hænger i luften. Jeg er gået ind i varmen igen, inden jeg nåde at have set mig om. Hvorfor skal han også være sådan? Jeg prøver at underkaste et suk, men det kommer i stedet bare til at være endnu højere. En duft af friskbagt kage kommer fra spisesalen. Jeg vader direkte op til bordet med maden og skænker mig selv en kop te, inden jeg sætter mig ved gruppen. Stolen hyler, da jeg trækker den ud.

”Hvordan gik det?” spørg Natali.

”Jeg er ikke sikker,” Natali får et medfølgende blik i øjnene et kort øjeblik, inden hun skifter over på et mere oplivende emne. Pernille sidder og smiler ondt. Jeg ved, hun prøver at være sød, men jeg ved også, at min ulykkelighed, giver hende fem minutter i rampelyset. Men de andre kan godt lide hende, så jeg siger intet. Hvis man intet godt har at sige, så hold din mund. Det er det min mor plejer at sige, og lige nu har hun ret.

 

*

 

Jeg smører hurtigt mine læber med læbepomade, inden jeg tjekker min mobil en sidste gang. Den er blevet kvart i tolv. Der er intet nyt på Fjæs, hvilket ikke kommer som en overraskelse. Jeg vender mig om på ryggen, og hiver dynen med, så kun mine tær stikker ud under. Jeg ved ikke, hvor jeg står med Olsen, hvis jeg overhovedet står med ham. Jeg skulle ikke bare have gået, det var uhøfligt. Jeg skulle have ladet ham tale ude. Men Natali siger, at hun intet ønsker med ham at gøre. Han er blot som en bror for mig, kvækker hun om ham. Alligevel er der noget der siger mig, at jeg ikke skal stole på dem. Min mobil vibrerer i min hånd. Var den ikke sat på lydløs? Lyset fra skærmen brænder helt i mine øjne. Beskeden er fra Olsen.

 

Olsen- Jeg har indset, at hvis jeg går efter Natali, mister jeg en, jeg virkelig holder af. For du venter nok ikke på mig, og finder nok en anden. Det vil jeg ik’ ha’ <3

 

Jeg ved ikke, om jeg skal græde eller grine. Han kan virkelig lide mig? Jeg mærker en varm følelse brede sig i min krop. Men han vil stadig hellere have Natali, men han ved, at han ikke kan få hende. Det bliver med det samme koldt under dynen. Jeg stirrer på beskeden, inden jeg svarer ham.

  Julie- Jeg gider ikke være ens nummer to

  Olsen- Du har altid været nummer et

Jeg ved hverken, om jeg skal tro ham eller kaste mobilen ind i væggen og aldrig snakke med ham igen.

  Julie- … Okay

  Olsen- Godnat <3 <3 <3

Jeg slukker skærmen på mobilen. Han kan lide mig… Han er stadig sur på mig?… Jeg har fucket big time up. Der er ingen grund til at overreagere Julie. Der er ikke mere du kan gøre. Bare sov. Jeg lægger mobilen til opladningen, mens tanken om ham forvandler sig til drømme, og følelsen af at værelset bliver koldere og koldere bliver stærkere, indtil jeg er falder i søvn.