GL – Gemmeleg (2)

”Julie, du skal se de her,”
Drengen lyder ivrig. Jeg har ingen ide om, hvem han er. Jeg har set ham på gangene et par enkle gange før. Han er rød omkring næsen, hvilket får ham til at ligne, at han rødmer. Det er ret sødt. Jeg går over mod ham. De andre sidder over ved klavret. Johanne spiller et par takter. Jeg kender ikke sangen, hun spiller, selvom hun for flere dage siden spillede den for os.
Drengen med det charmende ansigt vender sin mobil mod mig.
Fritz- Jeg tænker på hende, mens jeg er i bad.
Drengen med charmende ansigt- Pas på, du får bare malet fliserne hvide.
Fritz- Hvad skal jeg gøre? Jeg er ffs skudt i hende.
Jeg ser op mod drengen der står ved talerstolen. Det må være Fritz. Det er i hvert fald altid ham, der får os alle med på at løbe rundt på skolen til tig eller gemmeleg. Ret barnligt, men i det mindste sker der noget så. Vi legede det også i går. Vi løb rundt som tosser hele banden. Jeg kunne slet ikke få vejret til sidst og svedte som en gris. Min T-shirt klæbede til min ryg.
”Fritz. Fritz. Fritz” driller jeg ”Dine nætter behøver slet ikke at være så ensomme. Det er tydeligvis et to mands arbejde,”
De andre i foredragssalen kigger underligt på mig. Jeg vandrer frem og tilbage i salen, rundt om alle stolene, mens jeg højt siger.
”Kære Fritz. Hvorfor ikke blot erklære din kærlighed til hende. Stå på jorden og se op på din elskede,” Jeg smiler. ”Du er så kær en lille Roméo. Jeg er sikker på, at dit lille crush kan gøre dig meget lykkelig,” Jeg blinker til ham.
Drengen der har vist mig beskederne følger mig med øjnene. Han smiler lumsk. Fritz ser helt paf ud. Jeg går op til talerstolen. Jeg kan mærke, at jeg har et lusket smil på læben.
Jeg ser op på ham og siger. ”Fritz… Det er det du hedder ikke?” Han nikker. ”Du kan jo bare snakke med hende. I vil passe perfekt sammen.” Jeg mener det. Jeg kan lige se Fritz og Natali sammen. Jeg drejer om på hælen vel at mærke, at Fritz er mere end rød i hovedet end en brandbil. Den flok han plejer at følges med rundt, er ved at dø af grin.
Jeg får øje på Olsen, som sidder over i en af stolene langs væggen ved siden af klaveret. Jeg kan ikke helt afgøre, om han følger med, eller om han død keder sig. Jeg forsætter med at gå i et mønster rundt om stolene der former foredragssalen. Jeg fyrer nogle flere bemærkninger af. Ingen ser ud til at bide særligt mærke i dem ud over Fritz og drengen med ansigtet.

Pigerne havde i starten været helt chokket over mine sjofle jokes. Men efter de første dage havde de vænnet sig til dem. Jeg kan huske, at Johanne har sagt.
”Du er jo slet ikke den søde pige, du ligner,” helt paf, da vi alle fire havde siddet på hendes værelse en eftermiddag.
”Skindet bedrager trods alt,” Havde jeg smilede svaret. Det havde fået Pernille til at fnise og himle med øjnene.

Natali sidder og følger Johannes fingere der suser hen over klaveret fra tid til anden. Gad vide om hun ved, at Fritz kan lide hende? Eller rettere sagt, vil give sin højre arm for hende. De kan se så søde ud samme. Som en pattegris med sløjfe om halen.
Olsen ser ned i gulvet. Han følger ikke med i noget af det. Han venter på, at de sidste er blevet fundet, men den der leder har ledt i over en time efterhånden. Største delen af os sidder inde i foredragssalen, for at diskuter, om vi skal have en runde mere, eller sige at det var det. Jeg vil ønske, at vi skal have en runde mere, men jeg tror ikke det vil blive tilfældet for i aften.
I sidste runde havde Fritz begyndt at tælle ned. Jeg havde løbet over mod østfløjen. Olsen havde været lige i hælende på mig. Vi var løbet ned i kælderen.
”Hvor fuck gemmer vi os?” havde han spurgt.
”Vi bliver bare her, indtil Fritz kommer.”
Jeg havde hele natten drømt om, at hvis vi kom til at have lidt tid alene til legende, at jeg måske ville løbe ind i ham. Jeg ville havde rødmet. Den lette duft af sved, havde fået os begge op at køre. Jeg ville have mumlet undskyld. Han ville mumle ”Det går nok.” Efterfuldt af et intimt blik og et liderligt første kys. Men det var selvfølgelig ikke det der var sket.
”Der kommer nogen,” hviskede jeg. Jeg gjorte mig klar til at løbe. Fritz kom buldrende ned af østfløjens trappe lige mod os. Vi spurtede. Jeg mistede Olsen af syne. Jeg løb forbi spillerummet og op af trappen mod firkanten, som er et stort beboelse område. Jeg ville blive fanget, hvis jeg løb den vej. Jeg spurtede mod lektiecaféen og spisesalen i stedet. Den ene glasdør stod åben indtil lektie caféen. Lydløst smuttede jeg ind og videre ind i det lille indhak, hvor ingen kan se en. Hvis Jack havde været der nu, ville vi sikkert have siddet og snakket… måske endda komme til at kysse. Jeg havde banket mit hoved mod murstensmuren, så det rungede i hele caféen, for at stoppe tankerne. Du vil ikke være sammen med en som ham. Johanne skulle aldrig, have fået dig til at indrømme det.
Den første weekend vi alle blev på skolen, bortset fra Pernille. Havde vi siddet nede i lektiecaféen, få meter fra der hvor jeg sad. Johanne havde spurgt indtil Jack. Jeg havde fortalt lidt om ham hist og her. At jeg kendte ham fra jagttegn og at han er en fuckboy. Men jeg vil ønske, at det ikke er sandt. Vi har stort set ikke snakket sammen siden den første aften på skolen. Jeg har set ham når vi spiller airhocky og et par beskeder i ny og næh, men på intet tidspunkt har vi hænget ud sammen eller noget.
Jeg har flere gange sagt til dem, at jeg intet føler for ham. Men jeg ved også godt selv, at det ikke er sandt. Jeg er bare ikke sikker på mine følelser. Det er ikke det samme som jeg følte for Lasse, langt fra. Ved Lasse lagde jeg mærke til de små forandringer, som måden han fik luften til at virke let og forårs agtig. Han var min bedsteven. Det er noget andet med Jack. Vi er ikke venner. Vi er intet. Lidt uskyldigt flirten fra tid til anden. Det havde en fra jagttegn også udpeget for os.
”Julie, hvis du nu stoppede med at sende blikke til Olsen, så kan det være at du består.”
Jeg var færdig af grin indvendigt, da drengen havde sagt det.
Johanne stillede mig et simpel ja, nej spørgsmål. Efter fem minutter hvor hun havde snakket med mig, stod det hele klart for mig. Jeg kan lide Olsen.

Jeg hørte fodtrin nærme sig. En lille hæs lyd. Glasdørene blev trukket fra hinanden. Jeg holdte vejret. En skarp stank af mande parfume ramte mine næseborde. Jeg udåndende med det samme igen. Olsen trådte rundt om hjørnet.
”Du er ikke søger, vel?”
Han rystede på hovedet.
”Så ned med dig, inden nogen opdager os,” grinede jeg kommanderede til ham.
Han adlød. Inden længe sad han over for mig i det lille indhak.
”Hvor løb du hen?” hviskede jeg.
”Ovenpå på pigegangen,”
”Smart,” Jeg vidste ikke hvad mere, jeg skulle sige, det er svært at føre en samtale med ham. Det har ikke noget at gøre med, at jeg kan lide ham. Mit hjerte hamrer ikke engang, når jeg ser ham. Men det havde det heller ikke gjort ved Lasse. Olsen giver mig bare intet, jeg kan arbejde med.
Der gik et lille stykke tid, hvor ingen af os sagde noget. Vi sad blot og iagttog hinanden. Hans mørkebrune hår og firkantet ansigt. Indtil der lød små knitrende lyde fra loftets lamper… de havde ikke været der før. Jeg havde sprunget så hurtigt op, at det sortnede for mine øjne, men det var for sent. Fritz havde drejet om hjørnet lige indtil vores gemmested.

Og nu sidder vi her i foredragssalen, alt for langt fra hinanden.