Et usagt undskyld

Et sted langt væk, kan jeg høre vækkeuret. Min hånd klasker automatisk ud efter det. Ligesom alle andre dage. Men i dag er ikke som andre dage. I dag virker sollyset ,der prøver at komme ind igennem mine øjnelåge ikke behageligt. I dag virker det umuligt, at komme ud af min seng, og min seng føles som en kiste der har lukket sig omkring mig. I dag kommer kun til at handle om at overleve, det kan jeg mærke, inden jeg overhovedet har sagt mit første ord. Jeg åbner langsomt øjnene og lyset blænder mig. Der går lidt tid inden jeg vender mig til de grønne vægge og kan se op på pletten på mit loft, der til forveksling ligner en orm.

I går suser igennem mit sind igen. De samme ord, de samme scener har kørt hele natten.

”Vi gentager sidste gang, bortset fra denne her gange forsætter det for evigt”

Min egne ord har brændt sig fast. Hvorfor handler jeg altid sådan, når jeg bliver såret? Hvis jeg ikke vidste bedre, var det fuldstændigt som at sidde i vinduet i vores gamle hus og græde over fortiden. Det er bare en gentagelse, den eneste forskel er, at denne her gang er det mig der er sur på hende. Hun kunne bare have ladet vær med at hacke min dagbog… det er jo i princippet ikke min skyld.

Jeg prøver at få det ene ben ud over kanten. Jeg forstiller mig at der hænger to store sten om mine ankler, så tunge føles de. Den anden fod følger lige så langsomt efter, inden jeg klodset får sat mig op. Hvis bare jeg kan lade som om det aldrig skete? Hvis det bare ikke var sket. Hvis bare ikke jeg havde valgt, at følge min mors plan. Hvis bare… jeg kunne sige skråt op til det hele!

Jeg ved godt, at hun er sur på mig lige nu. Jeg forstiller mig, hende stå i hendes lange sorte jakke der altid er dækket af hundehår fra top til tå, med sin smøg i hånden hun aldrig rigtig suger helt til på. Hun vil stå sammen med de andre i hendes gruppe, jeg kæmpede sådan for at blive en del af, og bitche ad mig. Jeg vil slet ikke tænke på, de ord hun siger eller tænker. Jeg ved ikke engang hvorfor, jeg selv tænker på det. Hun betyder jo ikke noget for mig… Det eneste hun kan, er at røre mit hjerte, få mig til at smile, græde, leve som aldrig før og dø for hendes fødder. Og det jeg er for hende, er sådan en skændsel af et ord, at jeg aldrig vil få det over mine læber.

Jeg sætter af fra sengen og ser mig selv falde mod væggen, som jeg halvhjertet prøver at klamre mig til, mens jeg overvejer, om jeg blot bør falde, som jeg fortjener. Hvorfor vil jeg overhovedet være venner med hende? Hun blackmailede mig, lackede min dagbog til alle i hendes gruppe, gjorde mig afhængelig og behandlede mig som lort. Alligevel ønsker jeg, at være sammen med hende. Måske hvis hun skrev til mig, undskyldte, måske vil jeg så overveje, at tage hende tilbage. Men jeg ved godt, at det aldrig vil ske. Det had hun fik til mig den dag, har siden da kun vokset.

Jeg skubber døren til gangen op og begynder vaklende at gå mod trappen. Gangen føles mørk, selvom der er en kraftig lyskegle fra vinduet i mit værelse. Normalt lugter her af nye og gamle bøger med en blanding af søvn, men det eneste jeg kan lugte her til morgen er hende. Den svage lugte af røg, blandet med hendes naturlige duft. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal beskrive den, men hver gang jeg lugter den hos andre, tænker jeg på hende. På pige der smadrede mit liv.

Jeg sætter mig ned, så mine ben hænger ud over trappetrinene. Langsomt lader jeg mig selv bumpe ned af trinene. Hvert bump genlyder i opgangen. Lige nu er jeg bare lykkelig for, at jeg er alene. Tanken om at mine forældre vil opdage mit humør, vil sende mig lige tilbage til den grav, jeg er opstået fra. Jeg slettede min dagbog, lige efter jeg fandt ud af, at hun var inde på den. Hvorfor konfronterede hun mig ikke bare? Hvorfor opføre sig så barnligt? Hvorfor forstår jeg det ikke? Mine hænder glider i tårerne, men jeg forsætter stadig roligt med at bumpe ned af trappen, indtil jeg står på de kolde fliser og svæver som et spøgelse ud i køkkenet og ud i bagindgangen. Døren er lige foran mig. Jeg ved det, men af en eller anden grund ser jeg det ikke. Det eneste jeg ser, er toppen af hendes hoved igennem glasset på den anden side af døren. Desperat kaster jeg mig mod håndtaget for at flå døren op. Jeg bliver ramt af en barriere af frisk luft og duften af sommer. Jeg åbner øjnene og der er ingen. Der var aldrig nogen. Mens de sidste ord runger i mit hoved “Du bekymrede dig ikke dengang, du er ligegyldig nu”