Brusekabinen

Håndklædet dumper ned på gulvet, ligesom de altid gør i film, inden de træder ind i badet. Jeg gør det samme. Måske er det her en film, uden jeg overhovedet ved det? Jeg står og tænker lidt over det, men beslutter mig for, at det er en fjollet tanke, så jeg forsætter ind i brusekabinen og tænder for det varme vand.

Det kolde metal brænder mod min hud. Jeg prøver at åbne mine øjne, men et hvidt lys brænder lige ind i dem.

Jeg bliver ved med at skrue op for varmen, indtil jeg kan mærke, det begynder at krible rundt omkring der hvor strålerne rammer. Jeg står lidt, inden jeg rækker ned mod sæben der står over i hjørnet. I går da jeg tog et bad, havde jeg bare siddet og ladet strålerne omfavne mig, indtil at det havde føltes som om, at jeg var gået i opløsning. Men det har jeg ikke tid til i dag.

Stemmer hvisker eller skriger rundt om mig. Noget banker mod noget, hårdt!

Sæben i min hånd sejler en smugle ud til siden, inden jeg får klasket det op i det korte hår. Jeg skal have besøgt Ellen og have afleveret det fad hun lånte mig. Derudover skal jeg have studset siderne i den her fandens frisure. Til sidst og ikke mindst har Henning sagt, at han har planlagt en overraskelse for os i aften. Jeg tror det består i forårsruller og hans ynglings film. Jeg skulle aldrig have fundet sammen med ham igen.

Det føles som om mine trommehinder er sprunget.

Sæben begynder at skumme, mens vandet tvinger det ud af håret. Jeg kan høre musikken fra radioen. De spiller the Best Day of My Life. Jeg kan ikke lade hver. Vandet og sæben fra håret bliver spredt vidt til alle sider, da jeg begynder at danse rundt på den ene kvadratmeter brusekabinen er.

Jeg vil rejse mig op, men noget forhindre mig.

Jeg hiver brusehovedet ned og synger vildt ind i det. Det er er en af fordelende ved at være alene hjemme, det er da at man kan slå sig fuldstændigt hæmningsløst ud i badet med sang og dans, uden at man vil blive mødt af Hennings klamme blik ude på gangen bagefter.

Mine arme kaster sig frem for sig blandt det røde vand for at komme væk.

Jeg kan mærke at sæben glider svagt under mine fødder, hvilket får det hele til at gå endnu hurtigere. Jeg begynder at dreje rundt. Hurtigere, hurtigere og hurtigere, mens sangen i mit hoved skriger for mine øre. Jeg drejer så hurtigt som ballerinaerne i det kongelige teater. Jeg begynder at glide forsvarsløst rundt. Jeg sætter af på den ene væg og forsætter over mod kabines dør, og så tilbage igen. Igen, igen og igen gør jeg det.

Dybt nede i min mave, kan jeg mærke opkaste bane sig frem.

Sangen i radioen er for længst stoppet, men jeg kan ikke få min krop til at falde ned igen. Det er ligesom at være høj, bare på dans og musik i stedet. Jeg stopper med at rutsje frem og tilbage og begynder at hoppe op og ned, ligesom mine unge dage på diskoteket.

Alt bliver mørkt, rundt om alt det røde.

Hver gang mine fødder letter fra gulvet, følelse det som om jeg flyver op blandt skyerne, men jeg bliver altid revet ned igen.

Jeg sætter af.

Jeg flyver.

  ”Dorte?!”

Jeg drejer mig efter lyden.

Jeg falder…

 

En svag lyde af råb og nogen der hamre mod døren, forsvinder sammen med vandet ned i min hals.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.