Blodtud og Cigaretrøg

Jeg kører hånden op forbi næsen, for at fjerne det røde stads. Det har bare med at komme, på de mest perfekte tidspunkter.

Jeg forsætter op af den lille asfalts bakke, mod den hvide skole i byens midte. Jeg orker virkelig ikke, at Henning skal hive mig med ind på kontoret igen, fordi han tror, at far har givet mig tæsk eller et eller andet. Han må være totalt skudt i hovedet, for at tro det. Far vil aldrig nogensinde røre et hår på mit hoved. Det er så slemt, at jeg nogen gange ønsker, at han rent faktisk vil gøre det. I stedet for, at vi altid skal snakke om det hele og lad os gøre verden et bedre sted, med vores bare fødder og rundkredse hvor vi skal snakke om flower power. Det er fuldstændigt som at tage en billet direkte tilbage til tresseren, bortset fra at det fucking ikke er. I det mindste er mor cool.

 

Jeg kan allerede se, Hanna og Mette stå for toppen af bakken, ligesom de gør hver dag og venter på mig. I går havde de en heftig diskussion omkring Benedict Cumberbatch og Eddie Redmayne og hvem der skulle have vundet ocaren for bedste skuespiller for noget tid siden. Det ser ud til, at de stadig er i gang med den diskussion. Mette holder med Radmayne og Hanna med Cumberbitcherne. De ser mig slet ikke komme op mod dem, så jeg står næsten helt foran dem, før Hanna vender sig mod mig og udbryder.

  ”Hold da helt kæft Line, det ligner en eller anden har givet dig en på skindet!”

Mette vender sig om og ser det. Hun styrter med det samme hen til mig, for at se om jeg er okay.

  ”Piger, det er bare en skamme. Det er ikke noget specielt” Jeg prøver at vifte dem væk med en håndbevægelse, men det hjælper ikke, for nu er andre omkring os også begyndt at se blodtuden. Jeg prøver at gå et skridt tilbage, men Mette og Hanna hiver mig længere frem.

  ”Line, du er simpelthen nød til, at fortælle os alt, om hvad der er sket!” hyler Hanna begejstret. Hun kigger ikke engang på mig, men forsætter med at hive mig længere ind, i den mængde af mennesker der har samlet sig omkring os. ”Er du blevet overfaldet eller sådan noget?” spørg hun.

Mette udbryder med det samme lige efter

”Det kunne være så fedt! Hvad gjorde de? Slog du igen?”

Hun begynder nærmest at hoppe på stedet af bar lykke. Jeg ved godt, at vi ikke er særlig populære eller at nogen overhovedet kender vores navne for den sags skyld, men at de virkelig skal udnytte det her? Come on. Det er sku’ lige så slemt som det med ”Lala land” ved prisuddelingen.

Jeg står lidt med åben mund og ved ikke helt, hvad jeg skal sige, inden der begynder at komme tilråb fra mængden.

  ”Hvad så Line, hvem har givet dig det øje?”

Der er nogen der griner helt bagest fra mængden. Jeg ser ned. Jeg vil ikke have, at Hanna og Mette også skal se det. Hanna lægger en hånd på min ryg og holder mig ind til sig, mens hun begynder at råbe op.

  ”I skulle skamme jer, sku’ i! Line er blevet overfaldet og næsten døde, og i griner af hendes blå mærker. Skam jer!”

Hun forsætter med at råbe en eller anden lorte historie op, om noget hun lige har fundet på. Næseblodet kommer hverken fra en voldtægtsforbryder der prøvede at lamme mig, for at få den ind, eller en der prøvede at rede mig fra fyren, med så selv ville voldtage mig, som Hanna råber. Det kommer af, at jeg kom til at gå ind i et glas vindue, efter at Thomas cyklede forbi ude på gågaden, da jeg stod og betragtede den nye forårskollektion i H&M. Men det kan jeg selvfølgelig ikke sige noget om nu, for nu kommer Thomas helt forrest i mængden for at spørge, om jeg er okay. Jeg nikker genert og prøver ikke at besvime ved den tanke om, at han ved hvem jeg er, og at han bekymre sig om, at jeg okay. Mit hjerte begynder at banke hurtigere og hurtigere. Jeg kan mærke, at jeg rødmer svagt. Hvilket åbenbart får mit blå øje til at stå endnu mere tydeligt frem, for nu spørg han også hvad der er sket. Hanna står lidt og ser på det, for hun ved ikke, hvad hun skal sige, fordi hun allerede har pyntet så meget på historien, at en høje kransekage vil være misundelig på denne glasur.

  ”Det… det … det er fra da min far slog mig…” stammer jeg.

Jeg fortryder selvfølgelig med det samme, hvad jeg har sagt, for det jo er ikke sandt. Jeg vil ikke have, at far kommer i problemer, men han må dæleme godt til at tage sig sammen og gro et par nosser. Men jeg tror ikke det her er den bedste måde, at får ham til det.

Der kommer ”Neeeej” og ”Ohhhh” fra mængden af. En af lærere begynder sig at nærme sig, for at finde ud af hvad der forgår. Hanna råber, at min far har slået mig og at jeg er blevet voldtaget. Læren som hedder Cecil, masser sig med det samme ind i mængden og tager hårdt fat i min arm. Hun ryster mig, indtil jeg ser lige op i hendes kaffe gule tænder.

  ”Væk med jer alle. NU!” råber hun til de andre. De står lidt, inden de begynder at gå mod dagens første timer. ”Er det sandt Line?” spørg Cecil. Jeg svarer ikke. Uden et ord mere trækker hun mig væk og op på skolens kontor, hvor hun begynder at fortælle en endnu mere sindssyg historie end Hannas. Altså hvis det kan lade sig gøre.

Jeg siger ikke Cecil imod. Jeg tænker at det er for sent nu, så i stedet ser jeg ud af vinduet og ud på de andre børn, der prøver at ryge deres første cigaret og hoster forgæves. Jeg kan godt huske, da jeg prøvede det forrige år. Det er som at sutte på et askebæger, men man bliver fandens afhængelig af lortet.

Forstanderen spørg mig ikke om noget, så jeg sætter mig til rette. Jeg tænker på, hvordan jeg fik det blå øjne. Mor havde efterladt hendes makeuptaske åben i morgens, så jeg fandt en lille dut med kinesiske skrift på. Jeg tog en klat cream ud på min fingre og tørrende det neden under mine øjne, fordi jeg så så træt ud, efter at havde været oppe hele natten, for at face time med Hanna og Mette. Det er først heroppe, da de spurgte hvad der var sket med mit øje, at det gik op for mig, at jeg må have haft en allergiske reaktion på det satans stads.

  ”Line!” Forstanderen ser lige ind i mine øjne. ”Gider du godt høre efter, unge dame. Dette er meget alvorligt! Jeg vil ringe til politiet og din far og mor nu. Du kan vente udenfor sammen med Cecil, indtil de alle dukker op. Og så tager vi os alle en alvorlig snak…”

Jeg nikker, rejser mig og går. Cecil løber efter mig, med hendes latterlige korte ben. Hun snakker om alle de muligheder der er, hvor jeg kan få hjælp og hvor forfærdiget det må være for mig. Jeg ignorerer det og fisker en cigaret op af lommen, og nyder følelsen af hvordan det må være, at være cool.

  ”Cecil, har ud ild?” Hun ser forskrækket op på mig, som og jeg havde hevet en klovn op i stedet en for cigaret. ”Cecil, jeg spurgt dig om noget,” Hun blinker et par gange med øjnene, inden hun med rystende hænder giver mig en blomstermønstret lighter. Jeg tænder smøgen og tager en dyb indånding. Jeg rækker hende lighteren og puster røgen ud, lige op i hendes nuttede lille ansigt, inden jeg stiller mig op af vægen og tænker, at det nok ikke er så slemt. Det værste der kan ske er vel, at jeg får stuearrest og det er far i mod alligevel, så det bliver nok bare noget med, at jeg skal lave mad en gang om ugen eller tage af bordet.

Cecil står stadig og ser chokket på mig, så jeg rækker hende smøgen og spørg, om hun kunne tænkte sig et sug. Hun står bare med vidt åbne øjne og ser på den, indtil far og mor kommer styrtede mod os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.