Kaffekop

  ”Henrijette, du kan for fanden ikke være det her bekendt!”

Fars stemme runger hele vejen gennem gangen. Jeg kan høre, mors skidt komme trampende inde fra stuen af. Hun ser ikke glad ud. Mor stiller sig i døren og ser direkte ind i fars øjne. Han er allerede helt blå i hovedet af raseri og de er ikke engang begyndt at skændes i nu.

Jeg tager, skeen der er rutsjet ned i mælken op. Jeg prøver at lade som om, at jeg ikke ved, at de er der.

  ”Jeg har vidst, at det har stået på i måneder – måske endda fucking år! Men du skal FOR FANDEN ALDRIG NOGENSINDE bringe dine hore af mænd med herhjem, hvor JEG betaler huslejen og JEG betaler, for DINE fucking klæder, som DU lader, DINE elsker rive op!”

Mor står bare og ser direkte ind i fars øjne, uden at sige noget. Hun har armene krydset og tripper lidt på tæerne.

  ”For fanden Henrijette… Du kan fandme ikke være det her bekendt…”

Det ligner at far skal til at græde, for han ser ned på sine tær og tager hånden op til ansigtet. Mor bør sige ham i mod. Hun kan ikke, lade ham gøre det her igen mod hende. Ingen af os kan holde ud at høre det.

Så sent som i går, skændes de over en kaffekop. For gud skyld, det var en åndsvag kaffekop. Åbenbart havde mor arbejdet sent, så da hun var kommet hjem, havde hun lavet sig selv en kop kaffe. For en af gangs skyld, i jeg ved ikke hvor lang tid, havde hun ladet sig selv slappe af fem minutter på sofaen. Far kommer altid senere hjem end mor, så han ved ikke, at mor plejer at begynde at gøre hele huset rent efter os, hver dag, fordi Marcus sviner så meget.

Det er heller ikke nemt for Marcus, når han sidder i kørestol. Han fik den i sidste måneden og har stadig ikke helt lært at styre den i nu. Så der er mange ting der vælter, rundt i huset for os.

Mor vil ikke have, at far skal se det, så hun gør altid sit bedste, for at der er pænt og rent til når han kommer hjem. Men han lægger aldrig mærke til det. Og da mor så var faldet i søvn på sofaen i går, med kaffekoppen ved hendes side og at der ikke var aftensmad klar til ham, mistede han den fuldstændigt. Han kunne slet ikke håndtere det overhovedet. Marcus sad og så det hele, for han var kommet til at slå bremsen til og kunne ikke nå den. Mor og far havde selvfølgelig ikke opdaget det. Heller ikke da han begyndte at græde, fordi far tog kaffekoppen, med mors lilla læbestifts mærke og kylende den ind i væggen. Marcus havde fortalte, at han havde taget mor ved håret, slæbt hende ned af sofaen og ned på gulvet, i gennem porcelænsskærene fra koppen. Mors krop havde efterladt nogle få blodpletter på gulvtæppet.

De er der stadig i dag, men de er helt stifte at gå hen over. Far havde derefter hevet hende ud i køkkenet, hvor han havde tvunget hende til at begynde at lave mad. Marcus kunne høre, hende græde inde fra stuen af. Vi andre hørte det fra loftet. Alligevel er der ingen af os det gjorde noget. Hvorfor skulle vi? Om aften efter mad kommer far alligevel ind med en kop kaffe til hende, kysser hende på munden og hvisker, at han elsker hende. Hun smiler og lidt senere kan man høre sengen knirke fra deres værelse. Så at far står og råber af mor på den måde, er der vel ikke noget galt i, det betyder jo bare, at han elsker hende.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.