Lonely_kid_103

Dørene går langsomt op og i, mens hun står foran dem til det lokale bibliotek. Hendes pande skinner svagt, mens hun går igennem døren og sigter mod Young Adult bøgerne i den fjerneste del af biblioteket. Måske er der ikke nogen der opdager, at hun ikke er der i dag, måske er der?  Nervøsiteten i hendes ansigt fortæller mig, at hun er ligeglad. Hun kigger længselsfuldt hen på computerne der står rundt blandt bøgerne. Hun tager et skidt mod den nærmeste, men ser ned, inden hun fortryder og vender om.

Jeg rejser mig fra min plads, for bedre at kunne se hende. Hun står foran John Greens bøger, men ser dem ikke. Hendes hænder bliver hvidere og hvidere, jo mere hun knuger dem om den lille gule seddel i hendes hånd. Hvis hun havde været en fremmede, vil jeg nok have rystet på hovedet af hende. Hvisket til min veninde, at hun må have abstinenser fra at undvære stofferne, men jeg kender hende.

Jeg går ind blandt bogreolerne, så hun ikke kan se mig og sniger mig op mod hende. Hun tager instinktivt ned mod lommen, med der er intet at tage fat i. Hun kigger panisk rundt. Der er kommet flere svedperler på hendes pande. Hun sætter sig ned foran reolen, vender sig om og lader sit hoved dunke ind i den. Hun lader den lille seddel falde ned til jorden. Jeg kan svagt skimte blækket fra den grønne skrift, fra mit skjulested.

Jeg havde ikke troet at Ane var seriøs, men igen, havde jeg heller ikke troet, at jeg ville udgive mig for at være en 17-årig pige på internettet. Kristin vil flå mig i stykker, hvis hun finder ud af at det er mig, der har været hendes gode ven ”lonely_kid_103” de sidste tre uger. Alle de private ting hun har fortalt mig, uden at hun ved det. Jeg kan se lige igennem hende, ned til det røde undertøj hun fortalt, at hun har på.

Jeg sætter mig ned og rykker på de forreste bøger, så jeg kan se gennem sprækkerne på hende. Jeg ser hendes kort brune hår sidde i en stam frisure. Jeg tror ikke, så meget at det er udfordringen Ane gav os, der trigger hende, jeg tror mere, at det er den seddel hun blot for få minutter siden fandt i hendes jakkelomme.

  Det skal blive okay igen – lonely_kid_103

Det var nok ikke det smarteste jeg har gjort, eftersom hun nu ved, at jeg har løget, men hun ved stadig ikke at det er mig? Men selvom det ikke det var smart, så er det helt klart den rigtige dag, jeg lagde seddel i hendes jakke. Dagen hvor Ane, vores klasselærer, har bedt os om alle at gå offline, for ,vi kan få fri på fredag. Ane må være så glad, velvidende at hun har alle vores mobiler lige nu i en kasse.

Jeg kan se, at Kristin rejser sig op. Jeg tænker ved mig selv, hvor surrealistisk det her egeligt er. Det lyder som en eller kaotisk ungdomsroman eller skræmmereklame, men i virkeligheden er det bare en hel normal onsdag, og jeg er bare Kristins ekskæreste.

Kristen står stille igen foran bøgerne. Jeg rejser mig op, tager en dyb indånding og går frem fra mit skjul mod hende og lægger min hånd på hendes skulder.

  ”Hey Kristin. Længe siden…. Er du okay?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.